Fra kold krig til fred og tilbage igen – hvornår lærer vi at gøre det rigtigt?
Onsdag den 22. april kl. 19.00 – ca. 21.00
Mødested: Margrethegården, Gammel Randersvej 2 8800 Viborg
Program: Generalløjtnant Ole Kandborg fortæller om afslutningen af 2. Verdenskrig, hvor vi troede – igen – at freden ville sænke sig. FN blev skabt for at frelse menneskeheden fra krigens svøbe. Men efter et år sænkede jerntæppet sig gennem Europa.
Den kolde krig var i gang, og i over 40 år levede vi i frygt for den atomare udslettelse. Men med murens fald og tysk genforening smuldrede det sovjetiske imperium, og i 1990’erne søgte vi aktivt forbrødring med vores tidligere fjender. Desværre gav fraværet af den gamle magtbalance frit spillerum for de etniske, religiøse og økonomiske modsætninger, der prægede Balkan, Mellemøsten og Asien.
Vi måtte engagere os i de fjerne krige. Men hjemme var der fred. Vi høstede fredsdividenden, og udsultede vort forsvar. Vi troede blindt på USA’s hjælp. Vi overså, hvad der skete i verden omkring os, ikke mindst i Rusland og Kina. Og desværre var vi ikke alene om det. Så pludselig – og åbenbart helt uforudsigeligt for de fleste – angreb Rusland et af NATO’s nabolande, og Trump bad Europa om at klare sig selv.
Det efterlod os med et altoverskyggende problem: Hvad gør vi nu?
I pausen midtvejs i foredraget drikker vi kaffe
Pris: 60 kr. per deltager