Bisp Gunner var biskop over Viborg stift under Valdemar Sejr. Han levede fra 1152–1251, og blev således en meget gammel mand. I 1216 blev han abbed i cistercienserklosteret Øm kloster.
1222 blev han biskop i Viborg. Han var da 70 år gammel og var kun tænkt som en overgangsfigur. Som biskop gjorde Gunner sig især fortjent som medforfatter af Jyske Lov fra 1241. Man mener, at det er ham, der har forfattet den berømte fortale, som begynder med ordene: “Med lov skal land bygges”. Da han var 94 år gammel, bad han så mindeligt paven om at måtte gå af som biskop. Dette fik han også tilladelse til, men alligevel var han fortsat biskop, da han døde 99 år gammel.
Hans bispegård lå lige nord for Asmild Kirke på østsiden af Viborg-søerne. Bisp Gunner var kendt for sin store gæstfrihed. Flere gange årligt inviterede han nonnerne fra Asmild Kloster til at spise hos sig. Én gang årligt, på Vor Frue Dag, den 15. august, inviterede han hele Viborgs borgerskab til spisning. Denne tradition er i de senere år blevet genoptaget af et viborgensisk borgergilde kaldet “Bisp Gunners Gilde”. Ved den årlige spisning på Vor Frue Dag placerer man festteltet således, at en statue af Bisp Gunner, som står på pladsen foran Asmild Kirke, kommer til at stå for bordenden.
Bisp Gunner døde i sin bispegård ved Asmild Kloster og blev begravet i Viborg Domkirke.